Afdeling Vestre er Grenaas ældste skole, og med vores placering lige midt i det hele, har vi gode faciliteter både ude og inde til at skabe en god skoledag for alle vores elever.
Vi har et tæt samarbejde med vores SFO, så vi kan lære eleverne så godt at kende som muligt, og på den måde sikre, at vi kan sætte deres styrker i fokus og skabe gode oplevelser.
Lær Afdeling Vestre at kende
Her på Afd. Vestre har vi omkring 400 elever i 0.-6. klasse. Vi har 2-3 spor på hver årgang. Vi har også specialklasser med elever fra 0.-6. klasse. Vi er omkring 50 medarbejdere. Både lærere, pædagoger, ledelse, rengøring og pedeller, der hver dag gør alt, hvad vi kan, for at give eleverne en god og meningsfuld hverdag.
Vi har også et trivselstilbud til de elever, der kan have brug for et pusterum fra deres normale klasse. I vores lokale specialgruppe kan elever få ro i løbet af dagen og få hjælp til både faglige og sociale udfordringer.
Vi har god plads til cykelparkering, og det er også muligt at komme til skolen med skolebus, hvis eleverne kommer fra oplandet.
Hverdagen på Afdeling Vestre
Kreativitet er en stor del af vores hverdag her på Afd. Vestre. Vi forsøger at sætte vores kreativitet i spil på mange forskellige måder og i mange forskellige fag. Vi bruger også gerne naturen omkring os, tager på ture til Enslevgården, låner kulturhusets hal til idræt, og så har vi svømmeundervisning i vores egen svømmehal.
For at sikre, at alle føler sig trygge i deres hverdag her på Afd. Vestre, har vi også det vi kalder venskabsklasser. Her blive yngre og ældre elever parret, og så laver de forskellige aktiviteter sammen. Det kan være, at de ældre elever har skrevet en historie, de læser op for de yngre elever, eller de går på biblioteket sammen.
Vores 6. klasser er også legepatrulje i 10-frikvarteret, hvor de arrangerer og igangsætter lege for og med de yngre elever. 6. årgang er også skolepatrulje, der sørger for, at alle kommer godt og sikkert frem i trafikken til skole.
Traditioner på Afdeling Vestre
Vi har mange traditioner og arrangementer her på Afd. Vestre. Det er blandt andet:
- Motionsdag inden vi går på efterårsferie
- Juleafslutning i kirken
- Temauger på tværs af årgange – vi har blandt andet tidligere skabt vores eget mini-samfund Vesterby og arbejdet med mangfoldighed
- Trivselsdage to gange om året
- Sundhedsuge
- Idrætsdage
- Skolefest hvert år torsdag i uge 6
- Fælles sommerferieafslutning